toplogo2

Du er her: ForsidenDiyar Consortium Diyar - historien bag

Diyar - historien bag

Det internationale Center i Betlehem, ICB (Dar Annadwa Addawliyya = Huset hvor verden mødes), udspringer af den evangelisk, lutherske Julekirkes arbejde i Betlehem. Udviklingen tog for alvor fart, da Mitri Raheb blev præst for menigheden i 1988. Raheb satte gang i renoveringen af nogle af de tomme lokaler, der var rundt om selve kirken. De blev indrettet til indtægtsgivende institutioner, hvorved kirken også bidrog til genopbygningen af lokalsamfundet. Et af de første tiltag var indretningen af Abu Gibran Guest House i 1992. Gæstehuset ligger umiddelbart ved siden af kirken i hjertet af Betlehems gamle bydel. Arbejdet fik fuld støtte både fra den lutherske kirke i Det Hellige Land og andre donatorer. Etableringen af gæstehuset passede nemlig fint sammen med programmet for autentisk turisme, hvis mål var at bringe turister og pilgrimme tilbage til Betlehem for at opleve den gamle by og den traditionelle palæstinensiske gæstfrihed.

I 1995 fulgte etableringen af ICB, som straks dannede rammen om den første internationale og interkulturelle konference. I 1998 grundlagde Raheb Dar al-Kalima skolen, som blev del af et større netværk af lutherske skoler i regionen. Skolen har både kristne og muslimske elever.

I tiårsperioden fra 1999 – 2009 var der livlig aktivitet og flere nye institutioner så dagens lys. Al-Kahf Galleri og Kunsthåndværks Center kom til i 1999. Al Dar Kultur- og konference Center er indrettet i lokalerne ved kirken. Konference Centret blev taget i brug og straks efter kraftigt beskadiget i forbindelse med belejringen af Betlehem i 2002. Herom kan man læse i Mitri Rahebs bog Betlehem under belejring. Betlehem Medie Center og Dar al-Kalima Sundheds- og Wellness Center blev begge etableret i 2003. Og i 2006 blev Dar al-Kalima College grundlagt. De nye bygninger til Dar al-Kalima College blev færdigbygget og taget i brug i november 2010.

ICB driver forskellige aktiviteter. Bright Stars programmet er for førskolebørn og de yngste skolebørn fra Betlehem-regionen. Ajyal programmet henvender sig til de ældre borgere. Azwaj programmet fokuserer på unge par og familier.

De mange nye arbejdsområder gjorde det i 2006 nødvendigt at strukturere ICB's omfattende virksomhed i et nyt konsortium kaldet Diyar. (Dar er det arabiske ord for hus. Diyar er ordets flertalsform: Huse)